Den uhensigtsmæssige adfærd
Selv i de mest omsorgsfulde relationer kan der nogen gange komme frustration og vrede.
Der er intet i vejen med lejlighedsvise højlydte vrede meningsudvekslinger, men det skal være på en sund og afbalanceret måde, det vil sige følelser som fx skuffelse og frustration udtrykkes og kommunikeres på en hensigtsmæssig måde.
Dette vil styrke samhørigheden i parforholdet, i stedet for at ødelægge det.
Ukontrolleret og ufiltreret vrede, der væltes ud over partneren enten fysisk, psykisk eller følelsesmæssigt, kan nemlig være utroligt skadeligt og svække den grundliggende trivsel i et sundt parforhold.
Der er intet i vejen med følelsen af vrede, eller for den sags skyld alle de andre følelser.
De har alle en funktion, og de har lov at være der.
Vrede følelser skal på ingen måde undertrykkes, men derimod rummes og accepteres.
Det er måden, at vreden udtrykkes på gennem adfærden, der kan være enten opbyggelig eller skadelig for relationerne.
Her er 5 vigtige signaler på overdreven vrede, altså adfærd, som det er værd at gøre noget for at håndtere og undgå:
- Fravær af nyttig og respektfuld kommunikation: Sund og afbalanceret kommunikation er en uundværlig del af ethvert forhold.
Sund kommunikation er at forsøge at forstå, inden man kan forvente selv at blive forstået.
Det er endvidere fraværet at ordene: Du, dig, din, man, nogen, en-eller-anden, ikke, nej, altid og aldrig.
Hvis vrede dominerer jeres diskussioner, kan det forhindre jer i at kommunikere ordentligt og løse problemerne. - Råben og skrigen: Hvis du og din partner hele tiden, eller meget ofte, har over-ophedede konfrontationer med høje stemmer og de helt store følelser, er det svært at lytte til hinanden. Hvis der aldrig er fred og ro, kan det være opslidende.
Når I et punkt, hvor I ikke længere er i stand til at have nyttige diskussioner, er det en klar indikator på, at vreden har taget over og styrer jer, og det er på tide at gøre noget ved det. - Fysisk vold og overgreb: Dette er et alvorligt tegn på for meget vrede i et forhold.
Enhver form for fysisk angreb, eller risiko for vold, skal tages meget alvorligt.
Det er virkelig vigtigt at beskytte jer begge i sådanne situationer. - Psykisk vold med frygt eller ustabilitet: Når vreden bliver destruktiv med verbale overgreb, som fx brug af nedsættende sprog, fornærmelser og foragt.
Ord har magt og kan forårsage dybe skader, som kan være svære at hele.
Hvis du eller din partner ofte bruger verbal vold, er det på tide at søge hjælp. - Følelsesmæssig vold med manipulationer: Vredesproblemer kan føre til isolerende adfærd, hvor den ene forsøger at kontrollere og manipulere den anden ved fx at begrænse kontakten med venner og familie.
Det kan skabe en følelse af isolation, utryghed og afhængighed i forholdet, hvilket kan være særdeles skadeligt på længere sigt.
Ingen bør føle sig intimideret eller utrygge i et forhold, og det er vigtigt at håndtere disse følelser og række ud efter hjælp til at udvikle en tryg og kærlig atmosfære i parforholdet.
Konsekvenserne
Hvis du eller din partner på daglig basis føler jer bange eller usikre som følge af vredesudbrud, er det et tydeligt tegn på for meget vrede.
Når vrede er den eneste måde, I udtrykker jeres følelser på, kan det føre til et parforhold, der ikke fungerer.
I skulle gerne kunne dele både jeres glæder, sorger, bekymringer og alle andre følelser, der naturligt findes i jeres liv.
Manglende evne til at udtrykke følelser på en sund og afbalanceret måde vil påvirke alle aspekter af jeres liv, fx børn, job, fritid, helbred, venner, familie osv.
For meget (og for lidt udtrykt) vrede i et forhold kan selvfølgelig have konsekvenser for jer, men det kan også gå ud over jeres nuværende eller kommende børn. Det kan føre til dårlige vaner som voksne med farlige konfliktmønstre og endda fysisk, psykisk eller følelsesmæssig vold som reaktion på manglende grænsesætning.
Vær opmærksom på, at der findes professionel hjælp i form af vredeskurser, parcoaching og parterapi, hvor behandleren er specialist i at arbejde med vrede i parforhold.
At søge hjælp og få løst problemer med vrede er en vigtig investering i et sundt og tilfredsstillende parforhold.
Husk på, at vrede bør være en naturlig del af ethvert forhold, ligesom alle de andre følelser.
Dog er måden, vreden udtrykkes på, dét, der gør forskellen mellem et sundt og et destruktivt parforhold.
Når I får løst problemerne, kan I udvikle et stærkere og meget mere kærligt forhold med hinanden.