Der er mange myter om vrede, og mange (forkerte) måder at gribe vreden an på
Har du mon nogensinde følt, at når du blev vred, var det nødvendigt at råbe og skrige, for at undgå at komme til at udreagere på en voldelig måde?
Har du mon været i terapi, hvor du blev anbefalet ikke at holde din vrede tilbage, men at udtrykke den på forskellig vis? Bare at slippe den løs, og fx banke i puder?
Har du mon nogensinde tænkt, at hvis du ikke var blevet vred og havde skældt ud, ville den anden person nok have fortsat med at overskride dine grænser?
Eller: ”Hvis han/hun/de havde behandlet mig respektfuldt, var jeg aldrig blevet vred og råbt ad dem!”
Er der mon nogen, der har bildt dig ind, at vrede er et instinkt, der helt naturligt fører frem til aggression?
Eller at frustrationer helt automatisk bliver til vrede?
At dét at lufte sin vrede er sundt og altid hjælper?
At vrede er forårsaget af andre?
Disse udsagn er imidlertid alle sammen myter og misforståelser. De duer ikke i dine bestræbelser på at komme uhensigtsmæssige situationer til livs. Og de er skadelige, fordi de fastholder dig og andre i selv-destruktive mønstre.
De andres skyld
I det øjeblik du bliver vred, vil du med stor sandsynlighed føle, at andre mennesker eller hændelser er grunden til din vrede. At din vrede er skabt af en anden person. Du bebrejder vedkommende for at du lider og har det hårdt. Men hvis du kigger dybt i dig selv, vil du opdage, at hovedårsagen til din smerte er din egen vrede.
Vi er alle et produkt af vores oplevelser og erfaringer. Nøjagtigt den samme situation kan to personer opleve vidt forskelligt. Den ene bliver måske vred og krænket, mens den anden dårligt hæfter sig ved oplevelsen.
At give andre skylden for ens egne fortrædeligheder, er at give ansvaret fra sig. Det er en måde at gøre sig afhængig af andre og deres holdninger/adfærd. Det er psykisk og følelsesmæssig slaveri, hvor man selv har smedet og påsat de lænker, man har om sine håndled og ankler (i overført betydning).
At bebrejde og straffe sig selv hjælper lige så lidt, som at bebrejde og straffe andre.
For at skabe en positiv og konstruktiv forandring for en selv handler det om kommunikation, forståelse, mening og medfølelse.
Omkostningerne ved vrede
Vrede har formentlig allerede kostet dig dyrt. Du skal lære at tale et helt nyt sprog. Det hedder ”Selvansvarligsk” og vil gøre dig i stand til at tage ansvar for dig selv. Du skal genvinde din styrke, så du kan blive kaptajn på dit eget skib. Du skal lade være med at pege fingre ad andre. Du skal stoppe med at have lyst til at lave andre om, for hvem har lyst til, mod sin vilje, at blive lavet om af andre? Nej, vel? Med stor sandsynlighed heller ikke dig selv…
Vrede er ikke et instinkt og det er heller ikke skabt af andre.
Når jeg selv tager ansvar for min vrede, er jeg i stand til at ændre mit liv til det bedre.
Spørgsmål du kan tænke over:
- Hvilke myter omkring vrede har jeg selv brugt for at retfærdiggøre min vrede mod andre?
- Har jeg ladet vrede kontrollere mit liv?
- Er jeg parat til at tage ansvar for, hvad jeg gør med min vrede og mit liv? Er jeg parat til at ændre nogle opfattelser, strategier og vaner i mit liv?