Kategorier
Blog

Myter om vrede

Der er mange myter om vrede, og mange (forkerte) måder at gribe vreden an på

Har du mon nogensinde følt, at når du blev vred, var det nødvendigt at råbe og skrige, for at undgå at komme til at udreagere på en voldelig måde?

Har du mon været i terapi, hvor du blev anbefalet ikke at holde din vrede tilbage, men at udtrykke den på forskellig vis? Bare at slippe den løs, og fx banke i puder?

Har du mon nogensinde tænkt, at hvis du ikke var blevet vred og havde skældt ud, ville den anden person nok have fortsat med at overskride dine grænser?

Eller: ”Hvis han/hun/de havde behandlet mig respektfuldt, var jeg aldrig blevet vred og råbt ad dem!”

Er der mon nogen, der har bildt dig ind, at vrede er et instinkt, der helt naturligt fører frem til aggression?

Eller at frustrationer helt automatisk bliver til vrede?

At dét at lufte sin vrede er sundt og altid hjælper?

At vrede er forårsaget af andre?

Disse udsagn er imidlertid alle sammen myter og misforståelser. De duer ikke i dine bestræbelser på at komme uhensigtsmæssige situationer til livs. Og de er skadelige, fordi de fastholder dig og andre i selv-destruktive mønstre.

Giv mig et kald