Forstå din vrede
Vrede kan være en kraftfuld følelse, der driver handlinger – både i virkeligheden og på film.
I film ser vi ofte karakterer, der lader deres vrede eksplodere.
Det kan virke dramatisk og forløsende, men det spejler sjældent en sund håndtering af følelser.
Vredeshåndtering, også kendt som “anger management”, handler om at forstå, hvad der udløser vreden, og hvordan man kan kanalisere den konstruktivt.
I vores eget liv er det vigtigt at lære at tage ansvar for vores reaktioner.
Vrede, der ikke håndteres, kan skade relationer og skabe unødvendige konflikter.
Vrede er sjældent en løsning, oftest en udfordring.
Vrede er godt, hvis du skal skræmme en overfaldsperson på flugt.
Men det er bestemt ikke godt at udtrykke sin ufiltrerede vrede overfor sine nærmeste.
Filmen “Anger Management”
Vreden set indefra
Jack Nicholson og Adam Sandler spiller hovedrollerne i den amerikanske komedie-film ”Anger Management” fra 2003.
Den tegner et fantastisk godt billede af, hvordan vrede ser ud ”indefra” i en person.
Især i den første halvdel af filmen.
Den sidste halvdel er ikke så god som den første, så den kan du roligt springe over, for ikke at spilde din tid.
Filmen starter med at vise den unge Dave Buznik, som bliver ydmyget af en mobber.
Femogtyve år senere arbejder Dave for en respektløs chef, der tager al æren for hans arbejde.
Daves traume fra barndommens mobning forfølger ham i voksenlivet.
Dette er helt normalt, når man ikke får bearbejdet sine traumatiske oplevelser.
Under en flyvning til et forretningsmøde ser vi Daves oplevelser fra hans egen synsvinkel.
Han anmoder pænt og høfligt stewardessen om nogle øretelefoner, men til hans store overraskelse beder hun ham om at dæmpe sig og ikke råbe op.
Han insisterer venligt og pænt, men derefter fortæller den ene efter den anden ham, at han er vred og aggressiv, og de beder ham tage den med ro.
I næste scene i filmen er han anklaget i en retsag.
Han forstår ikke beskyldningerne, men det viser sig, at stewardessen fra flyet har fået brækket sin arm.
Altså at Dave har angrebet hende fysisk.
Sådan opfattede han det bestemt ikke selv.
Realiteterne har været helt anderledes end Dave oplevede det.
Dave bliver dømt til behandling hos en terapeut (Jack Nicholson) for at få styr på sin vrede.
Filmen fortsætter med at vise den ene situation efter den anden, hvor Dave er særdeles berettiget til at blive vred – uden at han bliver det.
Han bliver udsat for det værste af det værste.
Men fra hans egen synsvinkel bevarer han hele tiden fatningen.
Slutningen af filmen er ren Hollywood sødsuppe og ikke-realisme.
Endvidere beskriver filmen en særdeles problematisk psykoterapeutisk ”behandling” af Daves traume.
Jeg håber inderligt, at ingen terapeuter i hele verden arbejder på den måde.
Så fra min psykoterapeutiske synsvinkel er læringen af denne film fra den første halve time, nemlig hvordan verden ser ud “indefra”, når man er vred og føler sig uretfærdigt behandlet.
Det er ofte (altid?) helt anderledes, end hvad andre oplever….