Forstå din vrede
Vrede kan være en kraftfuld følelse, der driver handlinger – både i virkeligheden og på film.
I film ser vi ofte karakterer, der lader deres vrede eksplodere.
Det kan virke dramatisk og forløsende, men det spejler sjældent en sund håndtering af følelser.
Vredeshåndtering, også kendt som “anger management”, handler om at forstå, hvad der udløser vreden, og hvordan man kan kanalisere den konstruktivt.
I vores eget liv er det vigtigt at lære at tage ansvar for vores reaktioner.
Vrede, der ikke håndteres, kan skade relationer og skabe unødvendige konflikter.
Vrede er sjældent en løsning, oftest en udfordring.
Vrede er godt, hvis du skal skræmme en overfaldsperson på flugt.
Men det er bestemt ikke godt at udtrykke sin ufiltrerede vrede overfor sine nærmeste.
Filmen “Anger Management“
Vreden set indefra
Jack Nicholson og Adam Sandler spiller hovedrollerne i den amerikanske komedie-film ”Anger Management” fra 2003.
Den første halvdel af filmen handler om, hvordan vreden og verden ser ud ”indefra”, set fra hovedpersonen, Dave Buznik, der har al mulig grund til at være vred på andre, men som selv tror, at han ikke viser det.
Filmen starter med at Dave som barn bliver ydmyget og grinet af. Overfaldsmanden har tydeligvis personlige problemer. Noget er helt galt i den familie, hvor også søsteren er skør, og det går ud over Dave. Han føler, at alle ler ad ham.
Han har utroligt svært ved at sætte grænser. Nok på grund af traumerne fra sin barndom, og måske også fordi han aldrig har lært at sætte dem.
Voksen
Filmen springer frem til 25 år senere, hvor han tydeligvis undertrykker sine vrede følelser.
Hans chef lader ham arbejde hårdt, og tager samtidig Dave for givet og ignorer ham.
Dave vil ikke kysse sin kæreste farvel i lufthavnen. Grunden er, at nogen kigger, hvilket hænger sammen med den ydmygelse, han som barn oplevede.
I flyet bliver han (igen) underkuet, denne gang af en mand, der har taget hans sæde.
I stedet kommer han til at sidde ved siden af en mand, der viser sig at være psykiater.
Da han forsøger at sove, bliver han forstyrret, og han føler, at alle kigger på ham og griner ad ham. Han beder stewardessen om et sæt hovedtelefoner, men hun har mere travlt med at pjatte med sin kollega og glemmer ham. Han føler sig ignoreret.
Da han igen beder om at få hovedtelefoner, viser filmen, at han spørger høfligt og roligt. Men stewardessen beder ham om at dæmpe sig og forholde sig roligt.
En politibetjent beder ham også om at lade være med at hidse sig op, og det ender med at han bliver neutraliseret med en strømpistol.
Retten er sat
Næste scene er et retslokale, hvor han igen bliver uretfærdigt behandlet af dommeren.
Men vi ser nu at stewardessen fra flyet har sin arm i gips, så noget alvorligt og voldsomt må der være sket.
Han får en stor bøde og bliver idømt 20 timer vredeshåndteringskursus (deraf titlen på filmen).
Gruppeterapi
Han møder psykiateren igen, der tilbyder ham gruppeterapi, der dog viser sig at være temmelig grænseoverskridende (igen, set fra hovedpersonens perspektiv).
Dave oplever, at der ikke bliver skabt et trygt rum. Han bliver blandt andet bedt om at fortælle hvem han er. Han forsøger flere gange, men kan ikke sige noget, der tilfredsstiller psykiateren. Denne vil imidlertid ikke give ham eksempler på, hvordan han skal udtrykke sig.
Dave kan tydeligt se de andre gruppemedlemmers projektioner, men han kan ikke få øje på, at han selv har nogen.
Da han på et tidspunkt griner med de andre, bliver han ”dokumenterbart” udstillet.
Han oplever den ene uretfærdighed efter den anden.
Baren
Efter et slagsmål på en bar, som han selvfølgelig heller ikke mener er hans skyld, er han tilbage i retssalen, hvor han bliver idømt fængsel. Psykiateren tilbyder imidlertid at give ham intens terapi. Aftalen bliver, at hvis han gennemfører det forløb, slipper han for at ryge i fængsel i et år, så han er meget mod sin vilje tvunget til at gøre det.
Psykiateren flytter ind hos ham, og er, som filmen portrætterer ham (altså i Daves øjne), en skingrende psykopat, der hele tiden provokerer ham.
For eksempel får han ham til at holde stille på en befærdet bro for at ”slappe af”.
Halvvejs i filmen giver psykiateren ham diagnosen T.A.S., Toxic Anger Syndrome.
Konklusion
Jeg vil forslå, at du nøjes med at se den første halvdel af filmen, for at forstå, hvordan vrede ser ud ”indefra”, fordi filmen slutter i ”bedste/værste” Hollywood-stil.
Filmens underliggende budskab er, at han tilsyneladende bliver udfordret og testet hele tiden af alle andre, og at han føler, at det er de andres skyld, at han har det, som han har det. Men uanset hvad de andre gør, forholder han sig (set fra sit eget perspektiv) roligt. Det er dog ikke, hvad de andre fortæller ham, når de responderer på hans adfærd, og det forvirrer ham.
Fagligheden
Jeg har også nogle faglige kommentarer til dét, filmen viser:
En ordentlig behandler ville aldrig arbejde på den måde, som filmen viser at psykiateren gør.
I gruppeterapien har psykiateren også et bestemt ord, man skal sige højt, for at få vreden til at gå over. Et ”gammelt ord på inuit” fortæller han. Men i den virkelige verden er det kun useriøse behandlere, der vil forsøge at bilde deres klienter ind, at der fx er et magisk ord eller en magisk pille eller behandling, der kan løse alle problemer. Det er ønsketænkning og ren Hollywood.
Men filmen er som sagt set gennem den vredes klients farvede briller, hvilket selvfølgelig kan give ham god grund til at være vred.